Nyhedsbrev 8. Maj


Kære alle

Åbningen af Farmers Market Nørrebro sæson 2008 nærmer sig

Opstartsmøde torsdag 15/5 – kl. 18-20

Du kan stadig nå at melde dig til snigpremieren, hvor du kan møde nogle af producenterne, få lækre smagsprøver på produkter og høre mere om tankerne bag foreningen Oprør fra Maven og Farmers Market.

Opstartsmødet holdes hos det nyåbnede spisehus i Jægersborggade nr. 40 GoFood, som serverer spændende prøver på deres kogekunst, og du skal derfor tilmelde dig mødet på kontakt@farmersmarket-nrb.dk.

Åbningsdag lørdag 24/5 kl. 10-14

Det bliver en begivenhedsrig dag, når Farmers Market på Nørrebro åbner lørdag den 24.maj. Der vil være masser af spændende boder, Koge-Task-Force med Camilla Plum i spidsen, musik, markedsbrunch hos GoFood og gode tilbud i butikkerne i gaden.

Har du tid til overs og lyst til mere?

Farmers Market Nørrebro drives af frivillige kræfter, og vi kan altid bruge flere kreative hoveder og initiativrige hænder. Så hvis du har lyst til at give en hånd med i at arrangere markedet er du meget velkommen. Skriv en mail til kontakt@farmersmarket-nrb.dk.

Vi glæder os til at se dig!

Vi vil selvfølgelig gerne have rigtig mange kunder på Farmers Market. Det er det der skal til, hvis markedet skal fortsætte og vokse. Så videresend gerne dette nyhedsbrev og inviter venner, familie og kollegaer med på markedet.

Farmers Market er arrangeret af foreningen Oprør Fra Maven. Hent mere information og meld dig ind på www.oproerframaven.dk.